Det første jeg lægger mærke til er lyset, der forandrer sig – og farverne. Efterårets lys og farver er noget helt specielt. Det bringer hyggen med sig. Mørke eftermiddage, hvor vinden rusker i træerne udenfor. Indenfor har jeg tændt stearinlys, sat vand over og koge, hentet de varme tæpper frem fra kælderen og gjort klar til enten at strikke eller læse – de ting, der lader mine energidepoter op – Det jeg kalder mig-tid. Men der skal også samles kastanjer, udhules græskar og læses højt for min datter – det er nemlig også en del af fornyet energi, en del af selvomsorgen – tid med min familie og dem, jeg holder af.
Med travle hverdage, værner jeg ekstra om ferierne og fridagene med familien. Men jeg ved også, at der er så mange ting, jeg gerne vil nå, så mange ting, jeg synes, jeg bør nå, når jeg har ferie. For at undgå unødig stress i ferien, har jeg derfor lavet mig en liste over de ting, jeg bare MÅ. Og de ting, jeg når, hvis tiden er til det. For som altid, kan man ikke planlægge hvert et minut og heller ikke planlægge alt det uforudsete og spontane, og det skal der også være plads til.
Indtil videre har jeg 10 ting på min liste, som jeg bare MÅ gøre i ferien. Ikke mere end 10, for resten af familien skal jo også have lov til at komme med deres bud på, hvad de synes vi skal – både sammen og hver for sig. Måske du kan finde inspiration i min liste. Og skriv gerne i kommentarfeltet, hvad du skal bruge din ferie på. Har du en hyggelig efterårsaktivitet, som du synes andre også burde kende til?
1
Vågne langsomt, drikke kaffe på sengen og læse avisen uden at skulle stå op kl. 05 om morgenen, hvis min to-årige datter giver mig lov 🙂 I hverdagen står jeg altid en time tidligere op, og sidder og hører huset vågne. Når vi rammer kl. 7.00, begynder jeg at kunne høre summen fra de andre lejligheder og døre bliver åbnet og lukket i takt med at folk drager af sted på arbejde. Det er nemmere om sommeren, hvor det er lyst, men det giver mig energi, at få lov til at vågne langsomt.
2
Plante vinterblomster og lave blomsterkrans. Mit lille udendørsareal ser ret trist ud, efter sommerblomsterne er visnede, men endnu ikke helt blevet fjernet eller skåret ned. Jeg elsker at plante om, og efterårets farver gør det kun endnu sjovere. De sidste mange weekender har dog været pakket med planer, og det har ikke været muligt for mig at fordybe mig i opgaven. Og det er sådan, at ender det med at være noget, der skal gøres ind imellem andre projekter og klares på kort tid, ved jeg, at jeg ikke nyder det. I stedet bliver det en tung tjans, jeg ikke orker at løfte. Så for flere uger siden besluttede jeg mig for, at jeg ville vente til ferien, hvor jeg kunne finde tiden til det.
3
Udhule græskar. Noget jeg aldrig har gjort før, men i år skal det prøves. Jeg ved at min familie vil elske det, og med de mørke aftener, vil lyset sprede både stemning og ro.
4
Samle kastanjer (også efter jeg har set kastanjemanden). En lang gåtur hen til yndlingssamlestedet, blæst i ansigtet og huen godt ned om ørerne. Og derefter hjem i varmen til varm kakao, P8 jazz og kastanjedyr i lange baner.
5
Stikkeprojekter! Lige nu er jeg i gang med en sweater til min mand. Yes! Du læste rigtigt. Jeg har kastet mig over et projekt til min mand, som jeg inderligt håber han sætter pris på, når jeg engang er færdig 🙂 Jeg er endnu rimelig grøn, når det kommer til strikkepindene, men denne sweater har både lært mig German Short Rows og raglan-udtagninger. Jeg drømmer om aldrig at skulle købe en striktrøje igen, men altid at have gang i pindene.
6
Bagetid og madlavning og masser af varme simreretter. Efteråret hiver mig indenfor, og jeg længes efter varme gryderetter og duften af hjemmebag. Det er ofte ikke noget, vi har tid eller overskud til i hverdagen, så i ferierne skal der tankes max. på den konto. Og mad kan vi rigtig samles om med både venner og familie. For hvem elsker ikke god mad og godt selskab.
7
Få ryddet op i kælderrum. En af de ikke så sjove punkter på to do-listen. Når man bor på ikke så meget plads i en lejlighed i København, ender kælderrummet ofte med at se noget proppet ud. Og det hjælper ikke, at min datters ting også begynder at hobe sig op dernede. Men et par timers oprydning gør alverden. Nogle ting kan gives til genbrug, andre måske sælges videre til nogen, som sætter pris på tingene på ny.
8
Rydde ud i tøjskab og minimere mængden af tøj. Jeg tænker ikke, at jeg er den eneste, der har tøj liggende i skabet, som ikke har været på i årevis. Men jeg har bestemt mig for at det nu må være nok! Less is more. Alt det, der bare ligger og fylder skaber stress i min hverdag. Jeg trives med orden omkring mig, og skabe der bugner med ting, jeg ikke bruger, skaber ikke harmoni i min hverdag. 2022 skal være året, hvor jeg ikke fylder mit hjem med ting, jeg ikke skal bruge. Det er både godt for sindet og for økonomien!
9
En cykeltur bare mig, mine tanker og min notesbog – hvis altså vejret tillader det. Der er noget ved naturen, som hjælper mine tanker på vej, som åbner op for ideer, og lader mig tænke mere frit. Det lyder måske kliché, men det virker for mig. Så når jeg har tid til det, hopper jeg op på min cykel, og cykler mod et af byens grønne åndehuller, slår mig ned og skriver. Alt fra lister, skitser, nye ideer og drømme rammer papiret. Nogle gange alt i et uoverskueligt virvar, men ofte ender jeg med at kunne se en rød tråd. Har du ikke prøvet det, så prøv det!
10
Nyde feriedagene til fulde, og bruge dagene på at skabe ro. Rigtig ro. Også når alting ikke går helt efter planen.


