Vi kender det alle sammen. Det går så godt med planlægningen, der er styr på hverdagen, ting bliver skrevet på lister og ting bliver streget over – vi når alt det, vi sætter os for og oser af overskud. Eller … Måske er det ikke altid sådan. Måske er det mere sådan, at det går rigtig godt med planlægningen den første uge, knap så godt den næste uge, og tredje uge har vi nærmest givet op på at skabe den så inderligt ønskede struktur og opnå det længe ønskede overskud.
For lige meget hvilken situation, du befinder dig i, så kræver det overblik for at kunne skabe overskud.
Stil dig selv følgende spørgsmål:
Hvor gik jeg i stå? Hvor skal jeg starte igen? Og hvad kan jeg gøre allerede nu?
Kom ud ad døren i ét stykke
Oftest skrider planlægningen, fordi de helt almindelige rutiner endnu ikke er sat i system. Ja, det lyder tungt. Men har man travle dage, hvor der ofte dukker uforudsete opgaver og udfordringer op, er det supervigtigt at de grundlæggende, daglige rutiner kører på skinner. Vi har samlet en tjekliste her, som måske kan hjælpe dig med at finde overskuddet igen, få energien tilbage og gøre kål på de lange to do-lister.
Der findes nemlig mange forskellige måder at planlægge sin tid på. Og det gælder om at finde den helt rigtige vej for dig. Ofte opstår der flaskehalse på de tidspunkter af dagen, hvor vi har allermest at lave. Har du for eksempel en travl morgen, hvor mange ting skal gå op i en højere enhed, er det godt at fokusere på, hvordan du kan hjælpe dig selv bedst muligt. Vi kalder denne: KOM UD AD DØREN I ÉT STYKKE. Hos os er planlægning nemlig alfa omega om morgenen. Og for at hjælpe os selv mest muligt, forbereder vi en del aftenen før: Tager bad om aftenen, sætter morgenmadsskåle klar på bordet, og lægger tøj frem, så vi ikke skal stå febrilsk og vælge om morgenen, hvor overskuddet måske ikke er helt i top – Kort sagt, så forbereder vi os på morgenens strabadser, så godt vi kan.
Home Sweet Home
Morgenritualet er en kæmpe hjælp, når vi gerne vil starte dagen på en så god og harmonisk måde, som muligt. Og det er et nemt sted at starte. Ved at gøre vores morgener mindre kaotiske, får vi en meget bedre start på dagen, og det giver os endnu mere overskud til resten af dagen og alle de andre arbejdsopgaver – både på jobbet, men også i hjemmet.
Og det er ofte resten af dagens opgaver, som flagrer på de lange to do-lister. I de effektive perioder bliver der taget hånd om de forskellige punkter på listen, i de mindre effektive perioder tilføjer vi den ene ting efter den anden, men intet bliver fjernet. Kender I denne liste:
- Pudse vinduer
- Gøre køleskab rent
- Vaske gulv
- Pakke vintertøj væk
- Rengøre køkkenskabe
- etc.
Ting vi burde gøre, men som vi aldrig rigtig finder tid til. Måske fordi der er findes mere interessante ting her i livet. Eller måske du rent faktisk nyder at rydde op/ gøre rent, men der synes ikke at være tid til det (som jeg faktisk gør – tro det eller ej Det giver mig et kæmpe mentalt overskud, når der er styr på det omkring mig, og er et pusterum fra dagens mange beslutninger.). Gør op med dig selv, om dette er noget, du vil prioritere. Ville det give dig mere ro, hvis der var styr på denne del? Hvis ja, så sæt tid af til det! Find tiden. Og gør det! Eller betal nogen for at gøre det for dig. Du vil med det samme mærke en større ro og derved også større overskud. Et solidt fundament er nøglen, når det kommer til følelsen af at have styr på tingene modsat at føle, at alt omkring dig sejler. Vi kan kalde denne: HOME SWEET HOME.
Balsam for sjælen
Når der er styr på hjemmet (måske du allerede har nailet denne, og dit hjem skinner!), kan du begynde at kigge på, om du måske skulle lave nogle strukturelle ændringer på jobbet. Eller gøre mere plads til andre ting, du drømmer om: strikke, læse mere, gå mere i biografen, ses mere med vennerne (dette gælder vist os alle, efter det sidste år), male, skrive. Det kan godt være, at du lige nu kun kan finde 20 minutter i løbet af dagen, men så tag de 20 minutter! Og måske bliver det næste uge 30 minutter, fordi nogle andre ting falder på plads, og ugen efter 35 minutter. Det er vigtigt at stjæle de øjeblikke, der findes i løbet af dagen, til at gøre noget, du elsker at gøre, og som giver dig energi! Lad os kalde denne en omgang BALSAM FOR SJÆLEN.
Sov på det!
Her må vi lige tilføje en lille note: For hvor mange timer sover du om natten? Eller har du måske svært ved at sove? Måske især i de supertravle uger? Husk ikke at brænde dit lys i begge ender. Søvn er utroligt vigtigt for, at vores system virker. Kroppen har brug for søvn. ”Man kan sove, når man bliver gammel” er et utroligt misvisende ordsprog. Vi kalder denne SOV PÅ DET! For de fleste fantastiske ideer opstår ikke, når hjernen er helt udbrændt, og du kører på 4 timers søvn, og 5 kander kaffe.
Spørg om hjælp
Og den allersidste, men bestemt vigtige, på vores liste: SPØRG OM HJÆLP, hvor du har brug for hjælp. Spørg din partner, dine forældre, dine venner, dine kollegaer, din mentor, dine bedsteforældre, din nabo … De fleste mennesker er glade for at kunne hjælpe. Og støtter gerne op. Handler det om at frigive tid, og har du økonomisk mulighed for at uddelegere nogle opgaver, så undersøg dette nærmere. Find hjælpen, hvor den er, og hvor det er muligt. Du behøver ikke altid bære alt på egne skuldre. Vær bevidst omkring at også din tid er vigtig. Tid til dig selv. Og selvom det kan virke, som om der ikke er timer nok i døgnet til at frigive denne tid, så husk på, at når du har overskud, kan du også give det overskud videre.
Tjeklisten
Så når planlægningen skrider, listerne er alenlange, og du føler, du har mistet grebet om hverdagen, gentag spørgsmålene: Hvor gik jeg i stå? Hvor skal jeg starte igen? Og hvad kan jeg gøre allerede nu? Og gennemgå vores tjekliste, og se, om nogle af punkterne kunne hjælpe dig:
- Kom ud ad døren i ét stykke
- Home Sweet Home
- Balsam for sjælen
- Sov på det!
- Spørg om hjælp
Har du andre gode råd eller punkter, der kan tilføjes tjeklisten, så smid endelig en kommentar i kommentarsporet!