2023

Så står vi her igen. Kalenderen siger 2023, og vi ser fremad – mod nye udfordringer, nye mål og nye drømme. Mange ånder lettet op, og håber på et mindre turbulent år end 2022. For det har været et noget anderledes år og for mange et år med flere bekymringer, end vi er vant til – men også et år med enorm læring. For når hverdagen udfordres og vores dagligdag ændrer sig, er det nødvendigt at skabe nye systemer og nye vaner. Og 2022 har især været et år, hvor vi hele tiden har måtte revurdere og omstille os. Men hvad tager vi så med os ind i det nye år? Hvad har vi lært, som vi gerne vil udforske mere?

Forandring

Hos os er det helt store buzzword for 2022 forandring. Med alt det, der er sket i verden og i vores hverdag, har vi måtte være omstillingsparate på en måde, vi ikke føler, vi tidligere har været nødt til.

Forandring kan være føles forskelligt. Nogle gange kan det være overskuelige og nemme forandringer. Andre gange kan det føles overvældende og kræve store mængder overskud og energi. Det kan være noget, vi selv vælger eller noget andre vælger for os. Men lige meget, hvilken slags forandring, det drejer sig om, kan det være stressende – ja, også selvom det er positive forandringer. Vores hjerne skelner nemlig ikke mellem de to, men sætter i begge tilfælde ind og udløser stress hormoner. Det er derfor altid godt at være gode ved os selv, når vi står over for forandringer – selvvalgte eller ej – og huske os selv på, at vi gør det bedste, vi kan i den givne situation.

Ofte lærer vi at tilpasse os og forandringerne begynder at føles som det nye normale. Vi har stået overfor forandringer før, og vi er endnu ikke væltet 🙂 Så tag en dyb indånding og husk dig selv på, at det er ok ikke altid at være helt ok.

Mind Map

Noget nyt vi tager med os ind i 2023 er vores Mind Map. Eller måske kan vi ikke kalde det noget helt nyt. Men det er et redskab, der har hjulpet os godt igennem 2022 og alle de ting, der er sket. For når forandring banker på døren, er netop et Mind Map et perfekt sted at starte. (Og også derfor vi i vores 23/24 PLANNER har lavet et afsnit, hvor du kan lave dit eget Mind Map … Hold øje på shoppen. Den vil snart kunne forudbestilles.)

Som en del af vores hverdag, hjælper vores Mind Map os med at sætte ord på vores værdier og drømme. Derfor er det også her vi starter, når forandringer af den ene eller anden slags spænder ben for vores hidtil udformede planer.

Dine værdier er det, der er vigtigt for dig og som støtter dig i det liv, du gerne vil leve. Det kan være din familie, dit arbejde, venskaber, energi, glæde … lige det, der falder dig ind, når du tænker på at opbygge det liv, du vil elske.

 

Vores værdier eller drømme skriver vi i cirklen i midten af vores Mind Map. Vores drøm er et år, vi vil huske for alle de positive ting, vi vil fylde det med. Derfor har vi blot skrevet 2023. Når vi senere finpudser vores Mind Map kan det være, vi kan komme endnu tættere på vores overordnede værdier. Men for nu er det vigtige for os at se fremad. Give slip på 2022 og finde ny og positiv energi til et nyt år, til et fantastisk 2023. Ud fra denne cirkel skriver du det, der falder dig ind, når du tænker på dine værdier. Det, der står tættest på midten, er det, du føler dig tættest på, og det længst fra midten er det, der er sværere at opnå.

 

Hvis forandringer opstår pludseligt, kan det være en god ide at vende tilbage til sit Mind Map, og derfra finde ud af, hvad næste skridt må være. Det kan for eksempel være, at du mister dit job. Her bliver det vigtigt at finde ud af, hvad dine værdier er. Gælder det for dig om trygheden ved den faste indkomst, er det ud fra dette, du skal søge et nyt job. Men det kan også være at drømmejobbet vejer højere end den stabile indkomst. I så fald vil dit Mind Map se anderledes ud, da dine værdier er anderledes.

 

Forandring kan være svært, både selvvalgt forandring og forandring, som omverdenen vælger for dig. Som menneske er det trygt for os, når vi ved, hvad der ligger foran os. Den sikre vej er ofte den mest rejste. Men forandring er en del af livet. Det konstante er flyvsk, og det gælder om at lære at navigere i ukendte farvande – uden at miste sig selv. 

 

Når dine planer derfor af den ene eller anden grund ikke lykkedes, så prøv at give slip på bebrejdelserne. Værn i stedet om dig selv, og husk dig selv på, at det ikke er første gang, du har måtte sadle om. Forandring følger alle trin i livet. Det handler om at tackle forandringerne og give dem plads. Når vi får plads, og slipper tanker og drømme fri, opstår der ofte magiske øjeblikke, hvor det vi virkelig nyder, det liv, vi ønsker at leve, kan blomstre.

 

Nyt år – Ny energi 

Med den energi vil vi gå ind i 2023 med rolige skridt og et sind, der er både forberedt på og samtidig ved at forandringer og udfordringer er en del af hverdagen – og at vores planer ikke altid holder stik, men at daglig refleksion og planlægning giver mere rum og overskud til alt det uforudsete.

Vi ønsker jer et godt nytår! Og håber at 2023 bliver et skønt år.